Arkiv

Arkiv

25. juli 2020

4. april 2019

TERROR OG ETNISKE SAMMENSTØD VED ARIBINDA

Natten til den 1. april fandt der et terrorangreb sted i en landsby nær Aribinda (i Soum-provinsen, nær provinsgrænsen til Oudalan), hvor den traditionelle leder og tre medlemmer af hans familie som de første blev dræbt. Indenrigsministeren Siméon Sawadogo har fortalt det burkinske tv i en reportage fra Aribinda, at der først var tale om en terroraktion, der kostede 30 personer livet – og derefter etniske sammenstød, der menes at have kostet 32 dræbt. Desuden er 9 personer i terroristernes varetægt.


Uanset om tallene holder præcist eller ej, er der tale om en af de værste voldsepisoder i landets historie, både i forhold til terroren (som ordet gerne bruges om de Al-Qaeda relaterede angreb) og i forhold til etniske sammenstød. Igen er det sidste altså ud over peul’er, som allerede i deres kvægavler-traditioner er uglesete mange steder i det indre Vestafrika, fordi deres behov kolliderer med de mere bofaste landbrugere. TC.

Kilde: https://www.facebook.com/lefaso.net/videos/407789466704603/


3. marts 2019

STRATEGI FOR SKOLEGANG

I denne uge vedtog regeringen i Burkina Faso en ny strategi for beskyttelse og fortsættelse af uddannelse i områder med stor usikkerhed. Det viser et fornyet engagement om at levere undervisning til hvert barn i landet, skriver UNICEF ifølge globalnyt.dk. Den nye strategi omfatter udarbejdelse af læseplaner for at hjælpe børn hvis skole er lukket, indhente læreruddannelse, integration af fordrevne børn i åbne skoler, styrkelse af skolens sikkerhed og genopbygning af skoler, der er blevet beskadiget eller ødelagt.

Generelt i de terrortruede lande i Sahel vil UNICEF fortsat samarbejde med uddannelsesmyndigheder og lokalsamfund for at understøtte alternative læringsmuligheder, herunder radioundervisning og trosbaserede læringsinitiativer, meddeler organisationen. TC

 

SLUT MED CIVILE VÅBENTILLADELSER

Det burkinske sikkerhedsministerium meddeler ifølge lefaso.net, at man med udgangspunkt i den nationale sikkerhedssituation har suspenderet autorisationer til indkøb af civile skydevåben. TC

 

20. februar 2019

I går den 19. februar angreb terrorister en af de sidste, om ikke den sidste, ambulance i Gorom-Gorom området. Bilen tilhørte sundhedscentret i Tin-Akoff, og chaufføren på denne tur var Asseler, søn af Abdoulaye som mange medlemmer kender og har besøgt, da vi endnu kunne komme til Gorom-Gorom. De bevæbnede personer lod ham gå, da de overtog køretøjet cirka 30 kilometer fra Gorom-Gorom, nær landsbyen Beïga. Angrebet antyder, at terroristerne kan bevæge sig i landdistrikterne uden at møde militær modstand.

Januar 2019

"Nær ved høvdingen" bog af Else Trærup

Bogen er Else Trærups levende erindringer og kloge betragtninger om det at arbejde med udvikling i Burkina Faso.

Kologh Naba betyder ”Nær ved høvdingen”. Det er samtidig navnet på en forening - eller et kooperativ - der blev stiftet i 2004 med hjælp fra danske Else Traerup. Navnet refererer til, at beboerne i området flyttede til et sted, hvor høvdingen kunne beskytte dem mod deres fjender.

Bogen handler om livet på Kologh Naba fra stiftelsen og frem til 2018 og fortæller indlevende om de mange glæder, men også om de frustrationer, der har været forbundet med foreningens udvikling. Sideløbende skildres den udvikling, der er sket i Burkina Faso i samme tidsrum.


Bogen kan købes hos boghandlere,samt hos estraerup@gmail.com

Pris 200 kr + evt. porto. Bogen kan også afhentes i Århus.


19. september 2018

Terrorangreb i Øst-Burkina

Adskillige medier meddeler, at der for fire dage siden fandt et dobbelt terrorangreb sted i landsbyerne Diabiga og Kompienbiga i Kompienga-provinsen – med angiveligt ni dræbte civile. Stedet ligger sydvest for Arli-vildtparken, nær grænsen til Togo.


I det hele taget har der den seneste tid været flere angreb i det østligste Burkina. De ansvarlige har, så vidt vides, ikke givet sig til kende, og man kan derfor kun gætte på, om det er de samme, som gennem flere år har angrebet det nordlige Burkina og gennemført flere blodige aktioner i Ouagadougou. Under alle omstændigheder kan man konkludere, at Burkina ser ud til fortsat at have en høj prioritet i terroristernes forsøg på at etablere sig i det inderste Vestafrika.


Paul Kabore på privat besøg i Danmark

Paul Kabore har fornylig vundet en hæderspris for sin undervisning i kunstneriske aktiviteter så som dans, teater og musik.

Han er ansat som kulturansvarlig i provinsen Kouritenga hvor hans arbejde især retter sig mod børn, unge og deres lærere.

Se evt. omtalen i sidste nyhedsbrev.


Medlemmer af venskabsforeningen med interesse for hans arbejde er meget velkomne til causeri, samtale, trommespil og forfriskninger.

Søndag d. 14. oktober 2018 kl. 16


Biskop Monradsvej 29, 2830 Virum

Send venligst besked om tilmelding før

10.oktober 2018 til Ida Hamre på mail:

ida.hamre@mail.dk

17. april 2018

BURKINSK SKOLELÆRER KIDNAPPET

En lærer er den 12. april blevet kidnappet af den ekstremistiske gruppe EIGS (Etat islamique dans le grand Sahara).

Begrundelsen er, at han har undervist på fransk i landsbyskolen i Bouro i Soum-provinsen – selv om terroristerne har ”forlangt”, at skolerne skal bruge arabisk som undervisningssprog.


Det er en foruroligende udvikling, fordi kidnapninger ellers har været begrænset til europæere og andre, der måske kan skaffe terroristerne en indtægt i form af løsepenge. Derfor har der i flere år været adgangsforbud for hvide mennesker i det nordligste Burkina Faso, medmindre de er beskyttet af en bevæbnet eskorte.


Kidnapningen er naturligvis meget skræmmende for områdets øvrige lærere og kan få store konsekvenser for børnenes undervisning. Nogle dage før denne kidnapning dræbte den samme organisation borgmesteren i Koutougou i det samme geografiske område – ”fordi han modarbejdede dem i samarbejde med den burkinske hær.”


De officielle statistik i Burkina Faso beretter, at 80 terrorangreb i de nordlige provinser de seneste tre år har kostet 133 mennesker livet.

Democracy – the Burkinabé Way

- besøg fra Burkina Faso

Koudbi Koala analyserer processen, der førte til frie valg i Burkina Faso, og han tegner perspektiver for fremtiden for Burkina Faso

og nabolandene. Han vil se på Burkina Fasos rolle i international politik, og for eksempel på hvordan landet på forskellige niveauer beskæftiger

sig med FN's mål for bæredygtig udvikling.


BEMÆRK: nye adresser i Odense og Århus

København den 1. oktober kl. 19:

Verdenskulturcentret, Nørre Allé 7


Odense den 2. oktober kl. 19:

Ungdomshuset, Nørregade 60, Odense C


Århus den 3. oktober kl. 19:

DOKK 1, møderum 2, Hack Kampmanns

Plads 2, Aarhus C.


Nørresundby den 4. oktober kl. 19:

Nørresundby Gamle Rådhus, Torvet 5


Koudbi Koalas indlæg er på engelsk.

Der er gratis adgang for alle.

Foto Lizette Kabré

25. september 2018

Den alternative Nobel-pris – igen

Endnu en burkiner har modtaget den prestigefyldte Right Livelihood Award, som ofte kaldes den alternative Nobel-pris. Det drejer sig om

Yacouba Sawadogo, som modtager den for at have ”forvandlet gold jord til skov og have vist, hvordan bønder kan genoplive deres jord ved en kombination af innovative løsninger og lokal, oprindelig knowhow”.


“Jeg er meget beæret over at modtage Right Livelihood Award, som jeg håber vil hjælpe mig til at fortsætte mine bestræbelser for at beskytte skoven og naturen,” siger han i en pressemeddelelse fra fonden, ifølge globalnyt.dk. ”Jeg håber, at den legitimitet, som denne pris indebærer, vil være med til at inspirere og opmuntre mange andre til at forny deres land til gavn for naturen, lokalsamfund og fremtidige generationer.”


Når jeg i starten skriver ”Endnu en burkiner”, er det, fordi Naam-gruppernes grundlægger, Bernard Lédéa Ouédraogo, der døde sidste år, modtog prisen i 1990. Mere end nogen har han organiseret bønderne i det nordvestlige Burkina, hvor også Sawadogo hører hjemme, med udgangspunkt i netop de metoder, som Yacouba Sawadogo er blevet kendt for at udbrede yderligere. Det ville have glædet inspiratoren og organisatoren Ouédraogo at se en praktiker som ham modtage den samme pris for en indsats med det samme praktiske indhold.

Med prisen følger en million svenske kroner, som Sawadogo deler med fem andre modtagere, nemlig tre saudiarabiske menneskeretsaktivister, der sidder i fængsel, og to latinamerikanske aktivister, som arbejder mod korruption. TC.



9. oktober 2017

FEJLSLAGEN REGNTID

Vi har hørt det før: Regntiden begynder, mens vi holder ferie i Danmark, og vennerne i Gorom-Gorom fortæller optimistisk om marker med grønne spirer. Der er mange kræfter i optimismen, selv om alle ved, at det ganske ofte slår fejl. I første omgang går marker med hirse, durra og majs i stå og begynder så at tørre, hvis der bliver for langt mellem bygerne. Men bare græsningen bliver god, så går det nok, hører vi så. For Gorom-Gorom området er dyreavlen vigtigere end høsten. I år ser det ud til, at håbet om en høst er væk for langt de fleste i det område, og nu begynder man også at tvivle på, om der vil være god græsning til dyrene i den lange tørtid. August var en god måned med hensyn til regn over Gorom-Gorom, men september blev elendig for de fleste, og det er ikke blevet bedre siden da, snarere tværtimod. TC.


13. september 2017 fyldte forfatteren, foredragsholderen og rejsearrangøren Thyge Christensen 70 år. Han er tidligere Abbé Pierre-klunser og uddannet socialrådgiver.


Thyge Christensen er et af de mennesker i Danmark, der har det største kendskab til Burkina Faso. Han har siden den første rejse i 1979 opholdt sig i landet utallige gange i kortere eller længere tid, særligt i den nordøstlige del, hvor byen Gorom-Gorom ligger.


Han er kendt som manden, der en regnfuld septembermorgen i 1981 cyklede ud ad Gl. Horsens Landevej i Århus, ned gennem Europa og videre gennem Sahara med solen som eneste vejviser, hvorefter han drejede til højre mod Gorom-Gorom i det nordlige Burkina Faso (dengang Øvre Volta). En to måneder og 4200 km lang cykeltur.


På den allerførste rejse kom Thyge til byen Gorom-Gorom; ved en tilfældighed fik han arbejde på børnehospitalet og blev boende i 8 måneder. Det ophold har fået afgørende betydning for Thyge. I Gorom-Gorom  fandt han fodfæste og knyttede mange bånd, og et ubrydeligt venskab har han til sin ven og bror/frére Abdoulaye.


Thyge var i 1987 initiativtager til Venskabsforeningen Danmark - Burkina Faso, og har været aktivt med i foreningen i alle årene. Venskabsforeningen rådgiver om burkinske forhold til rejsende, journalister, studerende mfl.


Han var også med til, på en rejse med en gruppe danskere i 2003, at beslutte at danne en dansk støtteforening for kvindeforeningen M'Balla Sukaabe i Gorom-Gorom. Det blev til Red Børnene i Gorom-Gorom, og lige siden har Thyge været et vigtigt forbindelsesled mellem den danske forening og kvindeforeningen. Se selv på www.gorom-gorom.dk


Mange har gennem årene været på rejser med Thyge til Burkina Faso. Thyge har arrangeret cykelture og ture i gamle, men solide biler. Det er rejser, hvor man er kommet tæt på det burkinske folk og dets mangeartede kultur. I et land, der er så forskelligt fra Danmark, er der meget, man som rejsende simpelthen ikke forstår. Thyge har trods sit store kendskab til de forskellige befolkningsgrupper i landet, deres levevis og kultur ikke altid en entydig forklaring. Som svar på det, man ikke forstår, er Thyges svar ofte: "De har deres grunde" - som i ordsproget "Den fremmede gør store øjne, men ser dog ingenting".Thyge lover ikke, at deltageren på hans rejser bliver et bedre menneske, men forsikrer om, at man bliver et andet menneske.


Desværre har terrorhandlinger i Burkina Faso betydet, at det ikke for tiden er muligt for Thyge at arrangere rejser i landet og dermed heller ikke besøg i Gorom-Gorom. I stedet laver han så rejser til Togo og Benin, sydlige naboer til Burkina Faso.


Thyge er en fabelagtig historiefortæller. Han kan fortælle så levende, vedkommende og nuanceret, at man føler sig hensat til at sidde ved bålet i mørket i Afrika og lytte intenst.


Burkina Faso betyder Værdighedens land. Ofte omtales Burkina Faso som et af verdens fattigste lande. Men når man hører Thyge fortælle, så handler det mere om et komplekst land præget af et folk bestående af 64 forskellige folkeslag med stærke værdier, en fredskultur med traditioner for konfliktløsning og et kulturmønster, der bygger på sammenhænge og helheder.


Thyge har gennem årene formidlet sin store viden om Burkina Faso gennem rejser, udgivelser af bøger, et utal af foredrag og artikler.


Venskabsforeningen siger mange tak til Thyge for indsatsen gennem alle årene.


Burkina Faso er miraklet i Vestafrika

Susse Bøtefyhr der har et mangeårigt kendskab til Burkina Faso har i Politiken skrevet en kronik om landets situation.

 

Maj 2016

Kommunalvalg

Der blev søndag den 22. maj gennemført lokalvalg i Burkina – og selv om valgdeltagelsen var under de foregående valgs (med under 50 %), så er det afgørende, at valget kunne gennemføres trods terrortrusler i store dele af det nordlige og vestlige Burkina. Cirka 24.000 betjente og soldater stod for sikkerheden.

Den siddende præsidents parti, MPP, havde et flot valg med over 11.000 kommunalbestyrelsesmedlemmer. Hans nærmeste rival ved præsidentvalget, Zéphirin Diabré, opnåede med sit parti UPC godt 3.000 – mens Blaise Compaorés CDP fik godt 2.000.

Dermed er den politiske proces, der startede med den folkelige opstand mod Compaorés styre i 2014, og hvor overgangsregeringen bl.a. suspenderede alle landets kommunalbestyrelser, afsluttet.

 

Maj 2016

Opfordring fra Den nationale valgkommission

”Jeg er borger (mand eller kvinde). Jeg stemmer for mit fædreland.”

Opfordringen kommer forud for kommunalvalget.

 

Januar 2016

Terrorangreb i Burkina Faso

Sent fredag nat har der været terroangreb på Splendid Hotel i Ouagadouga. 126 mennesker blev holdt som gidsler. Mindst 23 mennesker blev dræbt under angrebet. Den militante gruppe al-Qaeda har taget skylden for angrebet.

 

December 2015

Ny præsident i Burkina Faso

For første gang i 27 år har Burkina Faso valgt ny præsident. Valget faldt på den tidligere premiereminister Roch Marc Kaboré. Han fik 53,5 % af stemmerne, og derved er anden valgrunde undgået.

 

December 2015

Overgangsstyret har løst sin opgave

Overgangsstyret – med den midlertidige præsident Kafando og premierminister Zida i spidsen - har løst sin primære opgave: At organisere og gennemføre det præsidentvalg, der for alvor markerer, at Burkina Faso har lagt Blaise Compaoré-epoken bag sig. En stærk kombination af politikere, af bred folkelig mobilisering og af et velorganiseret civilsamfund (ikke mindst Le Balai Citoyen) forhindrede først i 2014 den ændring af forfatningen, der ville have udvidet 27 års styre til en position som livstidspræsident. I september i år forhindrede de samme kræfter hans støtter i den nu opløste præsidentgarde i at overtage magten og indføre et upopulært militærregime – og den har nu gennemført det mest fair valg i landets historie. Som før nævnt her i bladet, indebar det charter, der efter Compaoré’s flugt definerede den politiske overgangsledelse af landet, at den midlertidige ledelses medlemmer ikke kunne stille op til valget den 29. november - hverken til præsidentposten eller til Nationalforsamlingen. De kan nu trække sig tilbage – Kafando til sin tilværelse som pensionist og Zida retur til militæret som nyudnævnt general.

 

Ny lovgivning mod korruption

Men det er værd at bemærke, at overgangsstyret har præsteret mere end det. Det efterlader landet med forbedrede værktøjer til at bekæmpe korruption. En af de første love, der blev vedtaget af den midlertidige nationalforsamling (det nationale overgangsråd) handler om korruptionsbekæmpelse, og de organer, der er ansvarlige for at opspore korrupte personer, er blevet styrket. Dette er en revolutionerende lov, erklærer FN, som understreger, at Burkina har taget højde for alle de henstillinger, som FN anbefaler i kampen mod korruption.Burkina Faso er ikke er specielt korrupt, i forhold til de lande det normalt sammenlignes med. Alligevel har den folkelige vrede over, at samfundets top og systemets mænd har beriget sig illegitimt, mens almindelige mennesker kæmper for at få blot en lille andel i den økonomiske vækst, været drivkraften i flere af de seneste fem års dramatiske begivenheder – fra menige soldaters oprør og voldsomme folkelige demonstrationer mod dyrtid og magtmisbrug i 2011 til de seneste 14 måneders samfundsmæssige drama.

 

Oktober 2015

Kampagne for Nobels fredspris

Der er en international kampagne i gang for at tildele det burkinske folk Nobels fredspris for deres modige og ubevæbnede kamp for frihed og demokrati.

Vi i Venskabsforeningen håber, I alle vil dele opfordringen i jeres netværk, bl.a. ved at sende den til medlemmer af foreninger m.m. og bruge de sociale medier.

 

Det skal fejres, at Burkina Fasos traditionelle fredskultur har vist sig stærk og levende i det moderne samfund

Du har mulighed for at læse mere og skrive under her.

 

Kuppet er endelig forbi

Efter endnu et dramatisk døgn i Ouagadougou, har hæren erobret den kaserne i forbindelse med præsidentpaladset, hvor de sidste kupmagere nægtede af lade sig afvæbne. Præsidentgarden er nu ophævet og endeligt afvæbnet, initiativtageren Diendéré har søgt skjul i Vatikanets ambassade – og Burkina Faso ånder lettet op.

Du kan læse mere om situationen her.

 

Overgangsregeringen genindsat

Den oprindelige overgangsregering er blevet genindsat. Derudover har kumpageren Diemdéré erklæret, at selve kuppet var en stor fejl og sagt, at præsidentgarden er villig til at lade sig afvæbne og lade myndighederne bestemme over deres skæbne.

 

Aftale mellem hæren og præsidentgarden

Sent tirsdag aften valgte hæren og præsidentgarden at indgå en aftale for at undgå et blodbad. Hæren havde ellers annonceret at ville angribe garden i præsidentpaladset.

Aftalen er truffet med mossi-kejseren Moro-naba’en som mellemmand.

 

Den går ud på:

1: Garden accepterer at blive inde i kasernen Naba Koom 2 (deres område i præsidentpaladset).

2: Garden forlader sine vagtposter i Ouagadougou (her menes nok især radio og TV).

3: Den regulære hær trækker sine tropper 50 km.

4: Garden får minimum 72 timer til at opgøre sit udstyr.

5: Gardens medlemmer og familiers sikkerhed sikres.

 

I dag onsdag kommer repræsentanter fra CEDEAO til Ouaga for at forsøge at løse konflikten. De kidnappede (præsident Kafando og fire ministre) er alle løsladt. Der er ikke taget stilling til gardens evt. opløsning eller til det kommende valg.

 

Seneste nyt - 21.09.2015

Den burkinske hærchef (øverste leder af de samlede militære enheder) har meddelt, at de er ved at samle hæren i Ouaga mhp. at ”afvæbne præsidentgarden (hvis medlemmer garanteres sikkerhed) uden blodsudgydelser og sikre folket”. Bevægelserne er bekræftet af film og støttes af demonstranterne.

Opdateret rejsevejledning

Udenrigsminsiteret har opdateret deres rejsevejledning som følge af den politiske situation. Ikke-nødvendige rejser til Burkina Faso frarådes indtil sikkerhedssituationen er stabiliseret.

 

September 2015

Den nye politiske situation i Burkina Faso

Onsdag den 16. september udviklede den politiske situation sig drastisk i Burkina. Det hele startede med, at dele af den gamle præsidentgarde holdt Burkinas præsident, ministerpræsident og to ministre som gidsler. Kravet var, at præsident Kafando gik af. Dernæst kom en officiel meddelelse fra Det Nationale Demokratiråd der ophævede overgangsregeringen. Der blev derfor tale om et regulært kupforsøg fra præsidentgardens side.

Meldingen var herefter, at den nye præsident var den tidligere præsident Blaises førstemand i militære sammenhænge, Gal Gilbert Diendéré. Derudover er der udgangsforbud fra kl. 19 – 06 og samtlige grænser er blevet lukket.

Formanden for Det nationale Overgangsråd, Chériff Sy (der forlod mødet, der endte med kidnapning af præsidenten og dele af regeringen, før præsidentgarden afbrød) erklærede sig som midlertidig burkinsk præsident samt kaldte til modstand, og Den afrikanske Union fordømte kuppet og kaldte det en terroraktion. I nogle provinsbyer er der angreb på CDP-ejendom (Blaises parti) og planer om folkestrejke, ”ville morte”. I en række mindre provinsbyer meldes om ro.

Den 17. september kl 14.15 var situationen den, at modstanden steg i mange provinsbyer og ikke mindst i hovedstaden. Gader var afspærret af demonstranter, brændende bildæk og meget mere. Det er meddelt (men ikke bekræftet), at hærchefen har bedt præsidentgarden nedlægge våbnene. Den senegalesiske præsident er på vej som mægler. Den folkelige bevægelse Balai Citoyen har indkaldt til demonstration foran lufthavnen og slået fast i en udtalelse, at overgangsstyrets institutioner ikke er til diskussion, og at præsidentgardens opløsning ikke er til diskussion. Den midlertidige præsident Chérif Sy (tidl. formand for overgangsrådet) har opfordret til modstand, og præsident Kafando har efter sigende sagt nej til et tilbud fra garden om frihed, hvis ministerpræsident Zida ikke får samme tilbud.

Venskabsforeningen vil forsøge løbende at opdatere om situationen.

 

April 2015

Rumæner kidnappet

En gruppe sikkerhedsvagter ved mangan-minen Tambao blev den 4. april 2015 angrebet af bevæbnede mænd. Gerningsmændene sårende en burkinsk politibetjent og en chauffør. De bortførte en rumænsk sikkerhedsvagt og kørte i en Land Cruiser mod den nigerske grænse.

 

Tambao ligger tæt ved grænserne til både Mali og Niger, ca. 50 km. nordøst for Gorom-Gorom.

 

Ingen har påtaget sig ansvaret for angrebet, og der er ikke meldt noget om krav om løselum.

 

Marts 2015

Praktikant til den danske ambassade i Burkina Faso

Udenrigsministeriet søger en praktikant til den danske ambassade i Burkina Faso til efteråret 2015. NB! Ansøgningsfristen er den 6. april 2015.

 

Marts 2015

Ambassadører hjemkaldt

Ti burkinske ambassadører er hjemkaldt, herunder den burkinske ambassadør i Danmark, Monique Ilboudou. Fra regeringens side gives der tre begrundelser for de ti hjemkaldelser. Nogle kaldes hjem for retmæssigt at blive pensioneret, andre fordi deres periode er udløbet og til sidst kaldes nogen hjem på grund af "politisk aktivisme". Sidstnævnte vil blive kaldt til orden efter gældende tekster på området. Meddelelsen kommer i en pressemeddelelse fra den burkinske informationsminister på en pressekonference i Ouagadougou. 

 

Januar 2015

Har du en lille skribent gemt i maven?

Vil du gerne sætte dit præg på næste nummer af Burkina Kontakt? Så modtager redaktionen gerne din historie om Burkina Faso. Der er intet krav til artiklens omfang eller indhold. Det vigtigste er blot, at du har lyst til at dele din burkinske historie med andre der deler samme interesse for Burkina.

 

Du kan sende din historie til n.hougaard@get2net.dk og ulrik.falks@gmail.com.

 

November 2014

Michel Kafando bliver overgangspræsident

Michel Kafando er en erfaren burkinsk diplomat, og nu er han overgangspræsident i Burkina Faso. Ifølge sin egen udtalelse i forbindelse med udnævnelsen, har han nu 12 måneder til at skabe grundlag for et reelt demokrati.

 

November 2014

Valg om et år

Forhandlingerne mellem de nye militære ledere i Burkina, repræsentanter for politiske partier, traditionelle og religiøse ledere og andre, samt tre regionale statsledere er endt med en beslutning om, at der snarest skal udnævnes en civil leder af et overgangsstyre, som skal afholde valg om senest et år. Samtidigt er ophævelse af forfatningen annulleret, så forfatningsrådet kan inddrages i det videre arbejde.

 

November 2014

Ingen ændringer i udviklingsbistand - trods uroligheder

Trods de seneste dages uroligheder og den endnu uafklarede politiske situation i Burkina Faso, vil Danmark fortsat støtte landet. Danmark sender cirka 275 millioner til landet hvert år, hvilket placere Burkina Faso blandt de største modtagere af dansk udviklingsbistand.

"Burkina Faso er blandt de fattigste lande i verden, men har de seneste år oplevet økonomisk vækst, og ifølge Mogens Jensen også spillet en vigtig rolle for at sikre stabiliteten i regionen."

 

November 2014

Frankrig hjalp Blaise ud af landet

Den franske præsident François Hollande fortæller nu, at Frankrig havde en central rolle i forbindelse med, at Burkinas tidligere præsident Blaise Compaoré forlod landet.

Efter flere dages uroligheder og en politisk situation der ser ud til at ændre sig hele tiden, råder Frankrig nu militæret til hurtigst muligt at overdrage magten til en civil myndighed.

 

November 2014

Udviklingen i den politiske situation

Opdateret kl. 09:32:

Efter flere forlydender er lufthavnen i Ouagadougou igen åben, og udgangsforbuddet ændret til kl. 24 – 06.

Oppositionen skal her i dag mandag forhandle med militæret om en overgangsordning, og der menes ikke at være planlagt demonstrationer. Det synes dog klart, at demonstranterne og den organiserede opposition er indstillet på, at de vil gennemtvinge en civil løsning, hvis de ikke kan få en tilfredsstillende aftale med den midlertidige ledelse.

Når formanden for parlamentet ikke – som foreskrevet i forfatningen – har overtaget præsidentposten efter Blaise Compaorés afgang, kan det skyldes, at han menes at være flygtet til Elfenbenskysten – ligesom præsidenten selv. Dennes bror, den upopulære Francois Compaoré, er efter sigende i Benin.

Ud over officielle bygninger og huse tilhørende nu forhenværende ministre er der blevet plyndret fødevarelagre o.a. Et næsten overset aspekt i oprøret er den udbredte frustration over levestandard og ikke mindst fødevarepriserne.

 

Der har de seneste dage været blandede udmeldinger om den politiske situation i landet. Grundet den aktuelle politiske situation med følgende uroligheder i landet fraråder udenrigsministeriet alle ikke-nødvendige rejser til landet. Lufthavnen er indtil videre lukket til den 4. november 2014.

Den tidligere præsident Blaise Compaoré blev fredag den 31. oktober 2014 tvunget fra posten som følge af massive demonstrationer mod ham. Utilfredsheden blandt befolkningen skyldtes, at Blaise ville ændre forfatningen og derved gøre det muligt for ham at genopstille og formentlig blive genvalgt ved det kommende præsidentvalg i 2015.

Der har været flere personer i spil til at overtage Blaise's post som landets leder. Blandt andre har militærchefen Honore Traore tidligere meddelt, at han ville lede en overgangsregering. Efter de seneste udmeldinger fra landet tyder alt på, at landets nuværende leder er oberstløjtnant Issaac Zida. Han har meddelt i en radiotale, at han overtager posten efter Blaise. Dette er dog ikke blevet velmodtaget blandt hele befolkningen. Det er således blevet varslet, at oppositionen vil demonstrere mod, at han har taget magten i landet.

Som følge af de mange uroligheder menes det, at omkring 30 personer er blevet dræbt og mere end 100 er såret.

Venskabsforeningen følger udviklingen tæt og vil løbende komme med opdateringer når der kommer nye udmeldinger.

 

Oktober 2014

Den politiske situation i Burkina Faso

Burkina Faso er i undtagelsestilstand, efter voldsomme uroligheder er brudt ud i hovedstaden Ouagadougou og flere andre byer.

 

Opdateret:

Kl. 13:45

Nyeste fra Burkina Faso er, at oppositionen og demonstranterne forhandler med hærens ledelse. Meget er endnu usikkert, men det er oppositionenes ønske, at Blaise går af som præsident nu og ikke først i 2015.

 

Oktober 2014

Danmark donere yderligere 10 millioner til sundhedsberedskab

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen har netop under Global Green Growth Forum (3GF) mødtes med Ghanas præsident John Dramani Mahama for bl.a. at drøfte håndteringen af ebolaepidemien i Vestafrika. Ministeren annoncerede i den anledning yderligere 10 mio. kr. i støtte til styrkelse af det ghanesiske sundhedsberedskab for at modstå truslen fra ebolaepidemien.

 

September 2014

Når ebola rammer Vesten

Et billede siger mere end tusind ord - og dette billeder er bestemt ingen undtagelse. Billedet viser klart og tydeligt hvordan de fleste vestlige medier dækker ebola-udbruddet.

 

August 2014

Interview med den burkinske musiker Bil Aka Kora

Den 43-årige burkinske musiker Bil Aka Kora, som besøgte Danmark i sommeren 2012, har givet et interview til Burkina24.

 

August 2014

Den politiske situation

ThinkAfricaPress har lavet et lille sammendrag af Burkinas politiske historie tilbage fra 1984, hvor landet skifter navn fra Øvre Volta til det nuværende navn Burkina Faso. Læs om den daværende præsident Thomas Sankara, hans død, og hans efterfølger, den nuværende præsident, Blaise Compaoré.

 

August 2014

Det må da siges at være gode nyheder

Verdens Bedste Nyheder, der er et samarbejde mellem de danske udviklingsorganisationer, DANIDA og FN, fortæller løbende om de mange fremskridt der rent faktisk sker rundt omkring i verden.

De har blandt andet fortalt, at hele 99,99 % af den danske udviklingsbistand rent faktisk når frem, og går direkte til udvikling. De har også fortalt, at der i dag er hele 700 millioner færre fattige i verden end for bare 20 år siden. 

 

August 2014

Ebola i den Demokratiske Republik Congo

Der er nu også blevet konstateret ebola i den Demokratiske Replublik Congo. To personer er blevet testet positive for sygdommen, og ifølge BBC er indtil 13 døde.

Udbruddet menes ikke at have sammenhæng med det udbrud der i øjeblikket hærger Vestafrika. Her er det landende Guinea, Sierra Leone og Liberia der er ramt. Der er ikke registreret tilfælde af ebola i Burkina Faso.

 

August 2014

Godt nyt fra Ghana?

D2 viser mandag den 25. august kl. 21.30 udsendelsen Godt nyt fra Ghana? Det er brødrene Anders og Peter Lund Madsen der er på tur i Burkina Fasos naboland mod syd. De er taget derned for at se om udviklingsstøtten virker og hvad pengene bliver brugt til. Anders Lund Madsen tvivler meget på, om støtten til de fattige lande hjælper noget som helst. Hvorimod hans storebror Peter mener at udviklingsstøtte er en god investering.